Det var det, man kalder en spændende togtur. Jublen var dog stor, da vi på Trieste station så, at tog EC135 gik klokken 12.52 til Wien. Selvom det vigtigste var, at det stoppede i Ljubljana, og det gjorde det💪. Den dag skulle vi nemlig med tre tog først fra Treviso til Venedig Mestre og bagefter videre med endnu et tog til Trieste station (Trieste er en by i Italien, der ligger lige på grænsen til Slovenien). Spændingen var for det første, om det sidste tog overhovedet var der, da det kun havde fremgået på vores interrailapp. For det andet om vi kunne få en plads, da vi ikke kunne bestille pladsbilletter, da toget heller ikke fremgik i Trenitalias eget togprogram. Så vi var lettede, da den stod på lystavlen i Trieste. Toget afgik fra den mest afsides perron på stationen og var meget lille. Men togturen endte med at blive den fedeste ever😄. 

Der var langt ned, så man måtte hoppe ned på perron 7 på Ljubljana station. I luften hang en ro, som var ret dejlig. Der var ingen, der gik med mundbind, hvilket var rart. Det var ikke koldt på stationen mere lummert, og det gjorde også, at folk smilede. Så teorien om, at vejret, tidspunktet, omgivelserne, følelsen, duften og smagen har en indflydelse på ens humør, er rigtig. (Jeg må så også tilstå, at hvis man har en cirka 11 kg tung taske på ryggen, kan det også gøre en forskel😂).

Det hus/guest house, vi skulle bo i, lignede en Østrigsk bjerghytte, og det lå så dejligt og puttede sig mellem de Østeuropæiske boligblokke. Der var desuden en hel historie omkring huset og manden og hans slægt. Familien havde selv bygget huset – sejt. Manden hed Gustav Tönnies og han kom fra Sverige. Gustav var uddannet tømrer og han var god til det. Han kom til Ljubljana, som lærling og endte med at blive den tømrer, man henvendte sig til. Det sjove er, at han har bygget/tegnet de gamle stationer i både Trieste og Ljubljana, samt skinnerne fra Treviso til Ljubljana, hvilket er ret komisk, (de skinner kunne vi godt have brugt, da vi skulle til Ljubljana😉).

Slovenien er det yngste land, vi har besøgt, da det først blev selvstændigt den 25. juni 1991. Før det har de hørt under flere andre folkeslag, men allerede i den tidlige middelalder ses spor af egne traditioner og sprog. I 1941, midt i anden verdenskrig, blev Slovenien fuldstændig splittet. Men i 1945 efter krigen samlede Ivan Ribar Serbien, Kroatien, Slovenien, Moldavien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien, til det man kaldte Jugoslavien. I 1953 blev Josip Broz Tito premiereminister. Da Ivan Ribar endelig stoppede, blev Tito præsident. Tito blev født i Kroatien, han døde i Slovenien og blev begravet i Serbien. Hvilket også viser, at han, i sin periode som præsident, gjorde alt for at holde sammen på landene. Da Tito døde i 1980, blev han efterfulgt af Lazar Koliševski, og det hele gik langsomt i opløsning. I 1991 blev der borgerkrig (som Slovenien næsten undgik) og derfor kom Danmark til EM i 1992 og vandt💪. 

Jeg synes, at Ljubljana er virkelig hyggelig, og der er meget natur i forhold til, at det er Sloveniens hovedstad. Grunden til den vilde natur skyldes nok, at byen ligger inde i mellem to bakker og så, er der også de to floder, der mødes – yderst autentisk. Vi har tilbragt nogle dejlige dage med parker og lange gåture i sommervejr. Nu går toget til Alperne og Bad Gastein i Østrig😄.