Vi ankom med sommerfugle i maven, da vores fly langsomt landede. Vi havde på det tidspunkt ingen idé om, at vi cirka halvanden time senere ville være vidne til noget helt fantastisk. Det fænomen, jeg snakker om, er en brun, legesyg pelsklump ved navn søløve😉. Da vi ankom i lufthavnen på San Cristobal, var vi meget sultne. Så det første vi gjorde, var selvfølgelig at finde et sted at spise frokost, og der var for en gangs skyld mange muligheder. Vi gik lidt efter med slentrende skridt og en god portion mad i maven ned mod havnen. Vi havde da godt snakket om, at der måske var søløver. Men at der var fyldt med dem, havde vi ikke forstillet os. De lå på bænke og andre steder, hvor de kunne finde skygge. Det var helt vildt og ikke nok med søløverne, var der også havleguaner og store røde krabber. Vi besluttede at gå videre ned langs vandet, der var vildt flot og en masse søløver (tjek indlægget dyr). 

Da vi havde gået lidt, kom vi til en lille strand, hvor man kunne bade og lege. Der var også søløver her. Vi blev der ikke så længe, da vi ikke havde badetøj med og stadig skulle vende os til det hele. Da vi kom hjem til vores nye hotel med swimmingpool og hele molevitten, var der ikke andet for end at gå i poolen😂. Senere den aften, da vi sad og spiste, kom en gruppe unge danskere gående, vi hilste på dem og de gik videre. Fem minutter senere kom der en gruppe mere, og da der kom en tredje gruppe, blev vi nødt til at spørge, om de ikke allesammen var en gruppe. De fortalte, at de var femogtredive og kom fra Dansk Studie Center. Det var spøjst, især fordi vi ikke har mødt så mange danskere tidligere😄. 

Det er ret så surrealistisk, at vi rent faktisk er på Galapagos. Men vi nyder det og elsker det😉. 

Vi havde på forhånd tænkt, at det nok var smart at have en dag på stranden, og en anden dag hvor vi skulle ind og se dyr på land. Det var derfor, at vi tog en lang strand/gåtur. Det var til gengæld på det dårligste tidspunkt af dagen, når man er så tæt på ækvator. Vi startede klokken halv ti og sluttede først ved tre-tiden. Det var en vild tur, hvor vi både så havskildpadder, en masse søløver og havleguaner. Vi startede med at gå en lang tur til et udsigtspunkt og et godt snorklested. Hele turen var vi omringet af meterhøje kaktusser og visne træer. Udsigten var flot, man kunne både se en klippeø og snorklestedet. Vi kom dog ikke til at snorkle der, da vi havde respekt for de meget høje bølger. I stedet gik vi ned til en mere børnevenlig strand med lidt mere sand, troede vi. Vi prøvede at gå ud, men det var svært og der var mange store sten og bølger. Wilma begyndte at græde, hun kunne ikke lide det. Lige pludselig stak et hoved op lige foran os. “Hov, hvad var det”? En havskildpadde, det var virkelig en havskildpadde, men det fik bare Wilma og jeg til at gå endnu mere i panik. Jeg ved godt, at jeg skulle have taget det roligt, men jeg var bange for at træde på den! Når jeg ligger der og snorkler, omringet af søløver og havskilpadder, mens jeg sikkert også prøver at forstå, at jeg virkelig er på Galapagos, så er der to sider af mig. Den ene siger: “Hvad har du gang i?”, mens den anden siger noget i retning af: “Wow det er helt vildt det her!” 

Nå, men efter den stenede strand gik vi mod den strand, vi havde set den første dag. Det var meget bedre, da der ikke var så mange sten, der var dog ingen havskilpadder, men vi havde det fantastisk. Man skulle til gengæld finde sig i, at der ikke var en søløve, der lige var oppe og snuse til ens ting, eller svømmede under ens ben. Så gik vi hjem i poolen😄. 

Det var sent på eftermiddagen, da jeg gik hen for at spille fodbold. Første dag havde der fra klokke fire været musik, sport og en masse mennesker. Da jeg kom, var det mere afslappet, da der ikke var ligeså mange, kun ovre på basketballbanen. Men fodboldbanen var helt fri, så jeg begyndte at spille. Pludselig kom to drenge og spurgte om de måtte være med. De var ikke så gode til engelsk og jeg forstod kun lidt spansk. Men vi klarede os med kropssprog og nogle få ord. Der kom flere og flere, der ville være med og pludselig spillede vi kamp. Det var super sjovt😄. Da mor, far og Wilma kom, sagde jeg farvel til dem allesammen – det havde været fedt😉. Vi sov godt den nat, vi havde også oplevet meget.

Næste morgen var planen at gå en lang tur til en strand, der lå på den anden side af lufthavnen. Vi havde ændret i planerne, da strandene var så spændende og fulde af oplevelser. Dagen før havde vi mødt en tysk familie, der havde forslået os en anden god strand. På vej hen til stranden mødte vi dem, og vi fulgtes resten af vejen. 

Personligt var det den bedste snorkeltur i mit liv. Vi svømmede med flere havskilpadder, en lille rokke, søløver og en masse fantastiske og farverige fisk. Vi var alle i vandet i første gang, derefter gik jeg i alene et par gange og så gik vi i igen og igen… nej okay måske ikke så mange gange, men i hvert fald fem. Vandet var køligt, men det var stadig svært at komme op. Det var helt uvirkeligt at svømme der, det var lidt som en drøm. 

Denne aften var der også sportstunering og denne gang var det mere seriøst. Grunden til at jeg kom med til den seriøse fodboldkamp var: jeg havde sat mig ned på tilskuerpladserne, da en mand pludselig kalder på mig. Jeg går hen til han. Han spørger, om jeg vil være med, jeg nikker langsomt og så peger han på mine sko og sige på spansk noget i retning af: “Har du ikke nogen lukkede sko?”. Jeg prøver at forklare, at de ligger derhjemme og at det tager fem minutter at hente dem. Han nikker og jeg løber hen til mor, far og Wilma, for at få nøglen. Så løber jeg hen til hotellet og henter mine sko. Da jeg kommer tilbage, er de lige ved at gå i gang. Da han forklarer taktikken, er det eneste jeg får fat i, at jeg skal spille i forsvaret. Det var seks mod seks, på en lille asfaltbane, med en futsalbold. Manden der havde taget mig med, kommer hen til mig med en tavle og en blyant. Han spørger om mit navn, Julius siger jeg. Bagefter spørge han om mit efternavn, men jeg tror, han mener min alder, eleven siger jeg. Det endelige resultat blev Jolius Televe😂. Det var sjovt at spille, selvom vi tabte 2-1😆.

Jeg har flere gange i dette indlæg prøvet at formulere, hvor vildt det egentligt er. På en gang følelsen af virkelighed og frihed, og så følelsen af om det nu er rigtigt. Men efterhånden er vi ved at vende os til det.

Det er har været helt fænomenalt😉. Og nu er vi klar til Santa Cruz, det bliver spændende (vi er her nu😄).