Efter morgenmad var det med en taxi til busterminalen. Busturen varede seks timer og vi kørte gennem skyer det meste af vejen, så man ikke kunne se noget ud af vinduet. Det var kun med et stop og der kunne man kun nå at tisse. Vi skulle på endnu et Selina hostel, det var lidt svært at finde, da det ikke var vist det rigtige sted på kortet. Fra vores værelse havde vi en god udsigt til en flod. Byen Cuenca er en stor, men stille og rolig by. 

Da vi vågnede, næste morgen, spiste vi morgenmad på en lille café. Vi ville gerne på museum, men som sædvanlig havde alle muséer lukket. Men vi fandt da et arkæologisk museum, ved navn De Las Culturas Aborígenes. Det var et spændende museum, der havde en masse gamle ting fra Ecuadors forskellige indianerkulturer. Vi gik også på et marked, hvor Wilma fik en poncho. Men inden vi overhovedet var kommet ind på pladsen, kom to politibetjente hen i mod os. De ville have et foto af os og navnene på mor og far. Det var meget mystisk, men det havde nok noget at gøre med turisme og at de ville passe på os. Der var en sød dame, vi handlede med. Hun gav Wilma en taske, efter vi havde købt nogle fine ting hos hende. Jeg var stadig på udkig efter fodboldbluser, men mon ikke jeg snart ville finde en. Bagefter fandt vi et supermarked, men man skulle sørme vise coronapas. Det var ret underligt, det var det første sted, vi skulle vise det🤔. Så gik vi hen til en dejlig legeplads og hyggede os. 

Næste dag var det meningen, vi skulle til Ingapirca, men vi fandt ud af, at det havde lukket. I stedet fandt mor et rescuezoo – det ville helt klart blive fedt. Det var et stort område oppe i bjergene. Der var en bestemt vandrerute, så vidste man, at man så alle dyrene. Der var vildt mange dyr! Selv om vi har set mange dyr i naturen, så var det alligevel helt vildt. Der var mest dyr fra Ecuador, men der var også nogle løver og en struds. Da vi så jaguarerne, for der var nemlig to, blev vi helt forstenede. Der var kun en glasvæg i mellem jaguaren og os. Wilma og jeg ville op til det andet vindue. Da vi kom derop, kunne vi ikke se noget bag glasset. Jeg stod meget tæt på, cirka tyve centimeter fra glasvæggen. Wilma stod bag mig, da jaguaren pludselig kom og sprang op med åbent gab og satte kløerne på ruden. Jeg blev så forskrækket, at jeg faktisk begyndte af græde, og jeg fik en smule kvalme. Tænk hvis den glasvæg ikke havde været der, så havde jeg været død😱. Det var ellers en vildt hyggelig tur👍.

Næste dag var jeg sløj (vi kom altså heller ikke til Ingapirca denne dag), så jeg lå og læste hele morgenen. Da jeg havde fået det bedre, gik vi ud og kiggede på markeder og jeg fandt en fodboldbluse💪.

Citat:

“Jeg føler det stige op i min krop, den der virkelig vilde glæde. På en gang begejstringen over at stå med det man har søgt så længe. Og på den anden side tanken der tænker – ja og så er det jo kun en bluse. Men alligevel, man kan ikke lade være med at suge indtryk til sig. Udenfor sælger folk syv bananer for en dollar, flyvende duer over det hele, blandet med musik fra diverse tøjbutikker. Forskel på rig og fattig mærkes tydeligt. Fra folk der ejer en stort firma, til folk der tjener 1$ om dagen. Men den her forskel tænker jeg ikke så meget på, da jeg står med den gule fodboldbluse i hånden. Det er måske en smule fjollet, men igen det fyldte meget for mig. Hov jeg har vist hørt for mange selvbiografier på lydbog😂”.

Da jeg havde beundret fodboldblusen nok, gik vi hjemad. På vejen gik vi forbi det marked med den søde dame, som vi havde købt de fine ting af. Mor faldt for endnu et fint stykke tøj. Hun købte det og så gik vi hjem. Vi havde, om morgenen, taget noget lidt varmere tøj på, til Ingapirca. Men da vi ikke skulle derhen i dag, blev det lidt varmt. Så jeg tog min fodboldbluse på og min bold under armen, fast besluttet på at spille fodbold. Wilma ville lege på legepladsen og mor og far, de ville såmænd drikke kaffe🙄. Derfor gik vi over broen og hen i parken. Far løb over og købte kaffe og friskpresset appelsinjuice, jeg gik over på fodboldbanen og mor og Wilma legede. Jeg var så heldig, at der kom en masse børn. Jeg fik lov til at være med og det var vildt sjovt. Men pludselig faldt jeg og slog mig meget, for det var asfalt vi spillede på (jeg scorede til gengæld to mål). Det var svært, men også lærerigt, at kommunikere med de andre børn. Vi besluttede at spise tidlig aftensmad på en indisk restaurant, da vi var ved at blive lidt trætte af Ecuadoriansk mad. Der er for meget ost, æg og olie og næsten ingen grøntsager. Det er for meget i længden. Det var en dejlig dag og nu var vi endelig klar til Ingapirca😉.

Det var ikke nogen besværlig bustur til Ingapirca. Men selvom vi var højt oppe i bjergene, kørte vi bare længere op. Først med den ene bus og så med den anden. Der var noget ved stedet, udsigten i baggrunden af ruinen var noget helt specielt med de bugtende Andesbjerge. Vi så lamaer, endelig fik vi set lamaer. De gik frit rundt og græssede mellem ruinerne (tjek indlægget dyr😉). Ingapirca var noget helt for sig selv. Det var smukt, men ikke på den snorlige måde, mere fortryllende. Som om det ville fortælle noget, et eventyr måske🤔. Nå men det var en hyggelig tur😄. 

Det var skam også dejligt at komme tilbage til Cuenca og vores base på Selina. Trætte efter turen gik vi ned på en lille café, så mor og far kunne få kaffe og Wilma kakao. Jeg selv var opslugt af en fodboldkamp. Mor spottede at der var et klaver på pizzeriaet ved siden af. “Så jeg rigtigt, var det virkelig et klaver der stod der?” Da jeg fik lov til at spille, kunne vi lige så godt bestille pizzaer. Det var helt mærkeligt at spille sådan rigtigt igen. Der kom flere gæster, så da vores pizzaer kom, gik jeg ned igen. Men det var super fedt at spille lidt igen. Vi tog pizzaerne med op i fælleskøkkenet, der var mere ro. Tænk engang at der hele tiden havde ligget et pizzaria med et klaver, lige nede under hotellet.

Næste dag stod på endnu en bytur med et nyt museum. Det er altid sjovt at være længere tid et sted, så man får set dele af byen, man måske ikke ellers havde set😄.

De fleste af dagene er gået med markeder, museer og ikke mindst slentreture rundt i fantastiske og afslappede Cuenca. Nu siger vi farvel til Andes og bevæger os ned til kysten😉.